Climate change impacts the health in Knoxville

By Ida Sejersdal Dreiager

Lisa R. Mason presented “People and Climate Change” at the UT Science Forum, Friday Feb. 15, in Knoxville, Tennessee. (Photo: Ida Sejersdal Dreiager)

KNOXVILLE – Extreme weather caused by climate change impacts people’s health. Strengthening social relations can be part of the solution. These were some of the findings, Lisa R. Mason, assistant professor and director of the College of Social Work PhD program, presented Friday, when she spoke at the UT Science Forum in Thompson-Boling Arena Cafe in Knoxville.

According to Mason, climate change is not just an environmental problem, but also a social one, calling for both technical and social solutions. Mason and her colleagues studied how people with lower and moderate income in Knoxville were affected by climate change. They chose this group because previous studies show that people with less money are usually more affected.

In their survey, 77 percent reported being physically affected by summer heat, while about 57 percent reported that their mental health was affected. The numbers were a little lower for winter extremes, though still significant. Examples of reported health impacts were; slipping on the ice and breaking a wrist, getting less exercise due to summer heat, and depression because it was difficult to get out much during winter.

Social relationships can reduce health impact

Mason found that there was a correlation between social cohesion and physical and mental health. People with strong social relations were less likely to experience health impact from extreme weather. The study did not show why, but other research shows that relationships have a positive influence on our health and are vital in extreme situations. Mason gives an example of a woman bringing fans to the people in her neighborhood during a heat wave.

“Some of it is because of people looking out for each other during extreme times like that. And then another part of it could be that when we feel socially connected, that impacts our mental health, right? And our mental health can impact our physical health. So, there are these loops between different things that can become positive cycles,” Mason said.

Consequently, one of Mason’s recommendation is to “proactively build social capital in the most vulnerable communities.” For example, by getting more people involved in their neighborhood.

The audience for Friday’s Science Forum was a mix of students, faculty and residents in Knoxville. (Photo: Ida Sejersdal Dreiager).

Knowledge can lead to change
Mason hopes that sharing her research at the UT Science Forum and through other channels will help make a difference in solving the problems climate change poses.

“I hope that people take away that addressing climate change has to be done now, and that a really important way is by doing it together,” she said.

Mason encouraged students at the University of Tennessee and people in Knoxville to get politically involved and support initiatives such as the sustainability project on campus.

“The way we are going to change the world is by each of us changing it in our corners,” she said.

Ice skating gives international students a taste of American culture

By Ida Sejersdal Dreiager

Marc Schroeder and Maximilian Gersch from Germany try a children’s toy at the Ice Chalet, Saturday, Jan. 12, 2019, in Knoxville, Tenn. (Photo/Ida Sejersdal Dreiager)

KNOXVILLE – International student from India, Nikhil Nambiar, staggered rather than skated across the ice. Pop music flowed from the Ice Chalet’s speakers almost drowning the sound of skates scraping the ice. Different accents colored the chatter, interrupted by a thud when Nambiar lost control over his skates and fell. He laughed and got back up. Considering this was his first time ice skating, he was not bad at all.

“I did better than expected,” he said.

On Saturday, Jan. 12, the International House at The University of Tennessee went on an American Culture Experience trip to the Ice Chalet in Knoxville. Graduate Assistant Jaime Morales, who organized the trip, said, the International House arranged the event to give the international students an opportunity to learn about American culture.

“I would hope that the ice skating and our other ACE-trips really help international students get another taste or perspective on American culture,” Jaime Morales said.

Tuulikki Harsia from Finland helps Anirban Roy from India, Saturday, Jan. 12, 2019, in Knoxville, Tenn. (Photo/Ida Sejersdal Dreiager)

Even though the event was open for both international and domestic students, most of the students attending were international. This made it difficult to fulfill the International House’s intention of making international and American students socialize.

“It is actually meant to help bridge relationship between international and domestic students,” Jaime Morales said.

However, Morales pointed out that a lot of the other people at the Ice Chalet were American. “So, you can kinda get an idea of American families and American friends, and how they socialize,” he said.

Even though the international students did not get to socialize with many domestic students, they did socialize a lot with each other. The students who already knew how to ice skate helped the ones who did not, holding their hands and skating slowly backwards. The activity gave them a chance to get to know each other in a different way.

“It can be much more fun to do an activity,” said Nikhil Nambiar. “It was a lot of fun. I want to come back again.”

Flere arbejdsgivere skal tage ansvar for at skaffe praktikpladser

Trods manglen på faglært arbejdskraft mangler der stadig 10.000 praktikpladser til erhvervsuddannelserne. Løsningen skal i høj grad findes hos arbejdsgiverne selv.

 Af Ida Sejersdal Dreiager

Arbejdsgiverne skal tage flere lærlinge og praktikanter. Det er den bedste løsning på, at der mangler praktikpladser på erhvervsuddannelserne, mener Dorthe Hindborg, der er formand for fagforeningen Teknisk Landsforbunds afdeling i Østjylland.

Selvom både politikere og erhvervsliv længe har kaldt på flere unge til erhvervsuddannelserne og mere faglært arbejdskraft, mangler der nemlig stadig godt 10.000 praktikpladser ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra august 2018.

Godt for både virksomhederne og arbejdsmarkedet

Det er et problem, som arbejdsgiverne selv skal gøre en indsats for at løse. Også ifølge arbejdsgiverforeningen Dansk Industri.

”Det er simpelthen et spørgsmål om som virksomhed at sikre sig de faglærte, som man skal bruge både nu og fremover. Uddannelse af flere faglærte forudsætter, at virksomhederne opretter praktikpladser og uddanner flere lærlinge. Man kan ikke bero sig på, at nabovirksomheden har uddannet de faglærte, som man selv har brug for. Man må komme ind i kampen,” siger erhvervsuddannelseschef for Dansk Industri, Lone Folmer Berthelsen.

Samtidig får den enkelte virksomhed også noget ud af at have praktikanter.

”Man får nogle dedikerede medarbejdere, som taler godt om virksomheden, og som typisk også gerne vil ansættes. Udover at man løfter et samfundsansvar, så kan man faktisk få meget positivt ud af det som virksomhed,” siger Dorthe Hindborg, formand for Teknisk Landsforbund i Østjylland.


Sara Gangsted / Ritzau Scanpix. At tage praktikanter eller lærlinge kan også være med til at løse den akutte mangel på arbejdskraft.

Selv små virksomheder kan bidrage

Dorthe Hindborg opfordrer selv meget små virksomheder til at undersøge, om de kan blive godkendt som praktikvirksomhed.

”Jeg tror simpelthen, det handler om, at man skal vide, hvad man konkret kan bidrage med som virksomhed,” siger hun.

Der bliver allerede gjort meget for at vejlede virksomhederne i, hvordan de kan tage praktikanter. Dorthe Hindborg fremhæver blandt andet de såkaldte kombinationspladser, hvor to virksomheder kan deles om en praktikant. Det gør det muligt for selv meget små virksomheder at tage praktikanter, og Teknisk Landsforbund opfordrer til, at flere virksomheder benytter sig af den mulighed.




Datavisualisering – opgave

Smileykort – et uddrag af fødevarestyrelsens kontroller i Danmark

Hvor mange skal deles om hallen i din kommune?

Læger og patienter bruger e-konsultationer forskelligt

Der er stor forskel på, hvordan og hvor meget de praktiserende læger bruger e-konsultationer. I nogle kommuner foregår op til hver fjerde konsultation ved lægen over nettet, mens det i andre kommuner kun er hver tiende. 

Af Ida Sejersdal Dreiager

Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix.
I Danmark er det i gennemsnit 16 procent af lægebesøgene, der foregår som e-konsultationer.

I Solrød Kommune er hver fjerde lægebesøg en e-konsultation. I Lolland Kommune er det knap hver tiende. Selvom de to kommuner ligger i hver sin ende af statistikken, er der generelt stor forskel på, hvor meget læger og patienter i de forskellige kommuner bruger muligheden for digitale lægebesøg. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2017.

Samtidig er der stor forskel på, hvad læger og patienter bruger e-konsultationerne til.

”Inde i samme lægepraksis kan det være forskelligt, hvordan lægerne bruger det. Også borgerne bruger det meget forskelligt,” siger Anette Grønning, der er lektor og ph.d. ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet og leder af et forskningsprojekt om netop e-konsultationer.

Fra prøvesvar til bekymringer

Anette Grønning uddyber, at e-konsultationer ikke kun bliver brugt til at give svar på prøver. Nogle borgere bruger det også til at udtrykke bekymringer og stille spørgsmål.

Ifølge Jeppe Krag, der er chefkonsulent ved Praktiserende Lægers Organisation, er det da også op til den enkelte patient, hvordan og hvor meget man ønsker at bruge det, så længe det er simple henvendelser, der egner sig til e-konsultation.

”Vi ser det som et tilbud til patienten. Der er ikke noget med, at vi synes 20 procent af henvendelserne skal være e-konsultationer. Når det er hensigtsmæssigt at bruge, så skal man gøre det, og når det er mere oplagt at bruge telefonen eller komme ned i klinikken, så bør man gøre det,” siger han.


Konsekvenserne vil fremtiden vise 

Der er endnu ikke nogen klare resultater for, hvilken betydning e-konsultationer har for kvaliteten af behandlingen eller for relationen mellem læge og patient. Derfor kan man heller ikke vide, om den store forskel på brugen af e-konsultationer er et problem.

”Forskellen gør os bare endnu mere nysgerrige på, hvad der så er af fordele og ulemper ved det,” siger Anette Grønning.

De er stadig i begyndelsen af det treårige forskningsprojekt, der skal vise, hvilke konsekvenser de digitale konsultationer har for forholdet mellem læge og patient og munde ud i nogle gode råd til lægerne om, hvordan e-konsultationer bruges bedst muligt.

Jeg forventer at komme et skridt nærmere at være journalist

 Journalist er ikke en beskyttet titel. Eftersom jeg skriver artikler til et blad i Horsens, og eftersom nogle af de artikler faktisk har journalistisk indhold, så kan jeg vel i princippet kalde mig journalist. Det arbejde havde jeg også, før jeg startede på DMJX, men efter at have gået et semester på uddannelsen ved jeg, at jeg ikke er rigtig journalist endnu. Jeg er i hvert fald ikke en rigtig dygtig journalist, og det kunne jeg godt tænke mig at blive. Derfor er min overordnede forventning til dette undervisningsforløb at komme et skridt nærmere at være journalist. Gerne et stort ét.

Alt det, der (stort set) kunne være copy pastet fra min sidste jobansøgning

Mit navn er Ida Sejersdal Dreiager, og jeg er 21 år gammel. Jeg kommer fra Horsens, men nu bor jeg i en lejlighed på Trøjborg sammen med to veninder fra gymnasiet, der læser henholdsvis statskundskab og medicin. Det er ret fedt, for der er både plads til drinksaftener, fællesspisning og tv-maraton, men der er også stor forståelse for eksamensperioder og opgaveskrivning.

Jeg bruger meget tid på sport. Jeg spiller fodbold, og jeg løber næsten hver morgen. Mine weekender går for det meste med familie, fodboldkampe og kærestetid, for min kæreste arbejder som sergent i Oksbøl, så jeg ser ham ikke i hverdagen. Men der er absolut også tid til en fest i ny og næ – eller oftere end det.

Derudover er jeg på andet semester redaktør på Illustreret Bunker, så det kommer nok også til at sluge noget af min fritid.

Jeg forventer at blive udfordret til at blive bedre

Jeg forventer at journalistisk metode 2 vil udfordre med grænseoverskridende og svære opgaver og pressende deadlines. Jeg forventer at skulle have mere fat i nogle andre slags kilder end de erfaringskilder, vi primært boltrede os med på første semester, og jeg forventer derfor at skulle forberede mig til nogle andre typer interviews. Jeg ved, vi vil dykke dybere ned i det kritiske interview, og det, tror jeg, bliver spændende, men svært. Jeg tror også, at det og de andre opgaver og udfordringer vil hjælpe mig til at få min overordnede forventning opfyldt. Den med at blive en dygtigere journalist.

Jeg har holdt sommerferie, men med lidt gymnastik til journalisthjernen

Jeg vil ikke prøve at bilde nogen ind, at jeg har gjort noget vildt for at forberede mig. Jeg har holdt ferie, ladet batterierne op og arbejdet, så jeg kunne få lidt tilskud til min SU. Men jeg har ikke lukket helt ned for hjernen i ferien. Jeg har læst gode skønlitterære bøger med inspirerende fortælleteknik og sprog, og jeg har holdt mig nogenlunde opdateret på nyheder. Desuden har jeg hørt radiodokumentarer med interviews, hvor jeg har beundret de vellykkede, og skældt ud i luften eller til de uheldige familiemedlemmer i nærheden, når intervieweren for eksempel sprang et vigtigt kritisk spørgsmål over eller startede interviewet alt for aggressivt med det resultat, at interviewpersonen nemt slap udenom at svare.

 Jeg bidrager med struktur og stærkt stræbergen

Mine ambitioner for forløbet er ti på en skala fra et til ti. Jeg synes vores studie er verdens fedeste, og jeg vil gerne have så meget ud af det som muligt.

I gruppearbejde vil jeg bidrage med struktur og planlægning og en hulens masse arbejde. Jeg kan godt lide mål og planer for, hvordan og hvornår jeg når de mål (jeg er den type, der altid har en to-do-liste liggende på mit skrivebord). Det vil jeg tage med i vores gruppearbejde og bidrage til, at der kommer en arbejdsfordeling og en plan for, hvad vi skal nå, og hvordan vi skal nå det.

Samtidig er jeg parat til at arbejde for tidligere nævnte højere ambitioner, så I vil opleve et gruppemedlem, der løfter sin del og gerne mere til.

God til grammatik, mindre god til teknik

Fagligt set er mine styrker, at jeg er god til at skrive klart, levende og korrekt. Jeg synes interviews er udfordrende og finder det ofte grænseoverskridende at stille de nærgående, men nødvendige spørgsmål. Men jeg gør det alligevel, og jeg synes faktisk, jeg efter første semester er blevet ret god til at lave interviews. Desuden kan I godt glæde jer til at få en lækker, gennemarbejdet, men ofte også alt for lang feedback fra mig.

Til gengæld er jeg mindre god til layout, klipning af film og andre smarte tekniske tricks. Jeg kan godt gøre det, og resultatet bliver som regel også fint, men det tager lang tid. Jeg er imidlertid klar over, at det er vigtigt at kunne, og derfor er det her, jeg især gerne vil udvikle mig. Det vil jeg gøre ved at påtage mig en masse opgaver, hvor jeg bliver tvunget til at arbejde med layout, klip og teknik, så jeg får øvet mig og også på dette punkt kommer et skridt nærmere at være journalist.

22-årig nægter sig skyldig i brutal kærestevold

I Koldings byret var en 22-årig mand tiltalt for brutal vold og trusler mod sin daværende kæreste. D. 2. maj faldt der dom i sagen.

Af Ida Sejersdal Dreiager

”Han slår! Han slår!” skreg den unge kvinde til en mand i opgangen. Hun turde ikke stoppe, før hun var kommet længere væk fra lejligheden. Det var torsdag d. 1. marts, og luften var kold udenfor. Hun løb, til hun stødte på et ældre ægtepar, som hjalp hende med at kontakte politiet. Hendes ansigt var i opløsning af gråd, makeuppen løb, og hun havde blod på hænderne, fordi hun havde prøvet at tørre næseblod væk. Hun fulgte med ægteparret hen til en butik, hvor politiet hentede hende og kørte hende på skadestuen.

D. 2. maj kl. 13.30 er kvindens ekskæreste, en 22-årig mand, i retten i Kolding. Han er tiltalt for brutal vold og trusler mod hende og for i slutningen af marts at have nikket en fyr en skalle på en bar. Manden tilstår det sidste, men nægter at have slået eller truet sin ekskæreste. Få timer senere afgør retten, om den unge mand skal dømmes.

Vold eller brutal vold?

 Anklageren og forsvareren er uenige om, om manden skal dømmes for vold eller brutal vold. Forsvareren mener, han skal frifindes, for han nægter at have gjort det, hans ekskæreste fortæller. Skal han alligevel dømmes, mener hun ikke, det er alvorligt nok til at være brutal vold.

Anklageren lægger vægt på to argumenter for, at der er tale om brutal vold. At manden klemte om kvindens hals, så hun ikke kunne få luft, og at han slog hende med en fuld plastikflaske.

Men de to ekskæresters forklaringer om, hvad der skete i de situationer, er helt forskellige.

Halsgreb eller holdt fast? 

Manden forklarer i retten, at han ikke greb om den unge kvindes hals. ”Jeg tog fat i hende, sådan her,” siger manden og tager fat i sin egen krave ved skuldrene og trækker den bagud. ”Jeg holdt hende nede og råbte til hende, at hun skulle pakke sine ting og skride.”

Da kvinden senere vidner, er hendes forklaring dog en helt anden. Hun fortæller, at hun lå i fosterstilling på sofaen, mens han slog hende og klemte hendes hals, så hun havde svært ved at få luft.

Samtidig er de to helt uenige om, hvad der skete med plastikflasken. Manden forklarer, at han i vrede var i gang med at smide hendes ting ud af køleskabet og ramte hende med flasken ved et uheld. Kvinden fortæller, at han kastede den på hende med vilje, og at han efterfølgende samlede den op og slog hende i hovedet med den.

De er også uenige om, om manden truede kvinden på livet eller ej.

Beviserne bakker kvinden op

 Det er vidt forskellige historier, der fortælles i retten. Men den unge kvinde blev undersøgt på skadestuen, og her noterede lægerne, at hun havde fået en del skader den eftermiddag.

Rettens sidste vidne er en politibetjent. Han fortæller, at kvinden havde mærker på halsen, en stor bule i hovedet, og at hun var oprevet og bange, da de hentede hende.

4 måneders fængsel

Efter næsten en times votering mellem dommeren og de to domsmænd, bliver manden dømt til 4 måneders fængsel for brutal vold og trusler mod sin ekskæreste og for at nikke manden på baren en skalle. Retten lægger vægt på beviserne fra sygehuset, politibetjentens forklaring, og at manden tidligere er straffet for vold.

”Så det er ikke betinget?” spørger manden.

Har får et nej og ser skuffet ud, men skjuler det hurtigt med et flabet smil. Så snart han får lov, skynder han sig ud af retsbygningen i Kolding. Han vil tage betænkningstid, inden han beslutter, om han anker dommen.




Jeg vil fortælle, at en ung mand blev dømt for brutal vold mod sin daværende kæreste, fordi retten vurderede, at han havde taget alvorlige halsgreb på hende og slået hende med en plastikflaske, selvom han nægtede sig skyldig, og forsvareren mente, det maksimalt burde høre under almindelig vold.


Mette tackler sin personlighedsforstyrrelse med åbenhed

22-årige Mette Skjødt Nielsen lider af en personlighedsforstyrrelse. Hun har været langt nede i selvhad og havde opgivet livet. I dag er hun åben og taler om sygdommen, for det hjælper hende med at leve med den. Det har givet hende drømmen om en lys fremtid tilbage.

 Af Ida Sejersdal Dreiager

Når Mette har en dårlig dag, kan hun bedst lide at være på sit kollegieværelse i Aarhus.

Det var sommer, og solen bagte ned på den dengang 20-årige Mette Skjødt Nielsen og hendes familie under det årlige projekt med at klippe hækken. Mette hadede at klippe hæk. Pludselig mærkede hun de negative tanker komme snigende. Hun genkendte dem øjeblikkeligt, og frygten skar gennem hende. Hun satte sig på terrassen og prøvede at falde til ro. Hendes lillesøster løb forbi med den ene trillebør hækaffald efter den anden. Mette blev overvældet af følelsen af, at hun ikke havde lyst til at leve. Hun hadede sig selv, og samtidig kom angsten. Hun frygtede tankerne, og rationelt prøvede hun at overbevise sig selv om, at det altså var en voldsom reaktion på at klippe hæk. Men sindet lod sig ikke påvirke af rationelle argumenter, og tårerne begyndte at strømme ned at hendes kinder.

Mette fremhæver episoden som det øjeblik, hvor hun erkendte, at den var gal igen. Den dag blev starten på det sværeste psykiske sygdomsforløb, Mette har oplevet. Et forløb, der ville føre til tre indlæggelser på psykiatrisk hospital, før hun blev diagnosticeret med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse og fik den rigtige behandling, så hun endelig turde begynde at drømme om fremtiden igen.

Det begyndte med mistrivsel

Det var en kombination af flere ting, der gjorde Mette syg. I folkeskolen havde hun ikke nogen at tale med. Hun blev lukket ude af fællesskabet og oplevede kun, at klassekammeraterne ville tale med hende om det faglige. Ellers følte hun sig ikke velkommen.

Hjemme følte hun sig utilstrækkelig. Mette oplevede, at hendes far kunne være hånlig eller grinende, når hun fortalte om sine holdninger eller oplevelser. Når hun skulle støvsuge huset, støvsugede moren bagefter, fordi hun ikke var tilfreds med Mettes arbejde. Det var små ting, men kombineret med mistrivslen i skolen, påvirkede det langsomt Mettes selvværd. ”Jeg begyndte at tro på, at jeg ikke var god nok,” siger hun og kigger ned. Det trækker lidt i hendes underlæbe.

I 9. klasse fik Mette den første depression. Ved det obligatoriske sundhedstjek, betroede hun sig til sundhedsplejersken om, hvordan hun egentlig havde det. Det var første gang, Mette fortalte det til nogen. Selv efter lægen havde konstateret, at hun havde en depression, talte hun helst ikke om det.

”Jeg var meget lukket. Jeg tænkte, de ville afvise mig. At de ville blive skræmte og ikke ville tale med mig mere,” husker Mette.

Mettes familie har støttet hende gennem hendes sygdom, selvom de nogle gange har haft svært ved at forstå hende.

En ond spiral

På gymnasiet fik Mette venner og begyndte at trives. Men efter gymnasiet fik hun angst. Hun var bange for mørke, og hendes hjerne var fuld af skrækscenarier.

Hun begyndte at læse Arabisk på Aarhus universitet og fik det bedre igen. Sommeren 2016 var hun hos sine forældre i Rettrup nær Skive, fordi hun havde fået et feriejob der. Det var den sommer, Mette for tredje gang på seks år blev ramt af psykisk sygdom.

Men denne gang ville tankerne ikke slippe hende. På trods af psykologhjælp og medicin, sov Mette dårligere og dårligere. Hun scannede hele tiden andres kropssprog og toneleje for at se, om de var i dårligt humør. Hvis det var tilfældet, var Mette sikker på, at det var hendes skyld. Hun opbyggede et konstant indre had til sig selv, og hun græd uden grund. Hun forestillede sig at hoppe ud foran en bus eller et tog, fordi hun var desperat efter at stoppe tankerne.

Trods det fortsatte hun sit studie på deltid. Hun pressede sig selv til det yderste. Mette beskriver det, som om der sad en slavepisker i hendes hoved og tvang hende til at fortsætte. Men en dag kunne hun ikke mere.

Indlæggelse på psykiatrisk hospital

 Fra december 2016 til februar 2017 var Mette indlagt på det psykiatriske hospital AUH Risskov tre gange. Først et døgn, så halvanden uge, og så tilbragte hun hele februar på en lukket afdeling. Hun kunne ikke lide at være der. Mens Mette var indlagt her, nåede hun sit lavpunkt. Hun husker især, da hun fik afslag på at blive flyttet over i en åben afdeling. Den dag skrev Mette i sin dagbog:

”De siger alle sammen: ”Du skal nok få det bedre”, men jeg tror ikke på dem længere, for hvornår får jeg det bedre? Jeg har siddet i lort til halsen siden august nu, og det er kun gået den forkerte vej. Sørgeligt, men sandt. Føler mig mest som et levende lig, der vandrer hvileløst rundt, og bare venter på at blive stedt til hvile.”

Det hjælper at være åben

Efter den sidste indlæggelse blev Mette diagnosticeret med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Det var en lettelse at finde ud af, hvad der udløste anfaldene af angst og depression. Mette fik en dygtig psykolog og er i dag nået langt. Hun er mere udadvendt og har en større omgangskreds. Denne gang er hun åben omkring sin sygdom, og det har virkelig gjort en forskel.

”Jeg behøver ikke tage en facade på, hver gang jeg møder nogen. Jeg kan slappe mere af og være til stede. Jeg er mere rolig. Der er ikke den der følelse af panik,” fortæller hun.

Derfor ville hun ønske, at det ikke var sådan et tabu. Mette fortæller, at mange faktisk er bedre til at tale om det, end hun havde frygtet. Men det er også svært for mange at tale om psykisk sygdom. ”Man kan ikke se det. Det er nemmere at forholde sig til, hvis det er et brækket ben. Man ved ikke, hvor man har folk, og det gør det utrygt at tale om,” siger Mette.

Mette har endelig fundet noget medicin, der hjælper. Hun håber på langsomt at kunne trappe ned i dosis.

To skridt frem og et tilbage

Mette oplever stadig dyk i humøret. Hun har dage, hvor hun er nødt til at blive under dynen, men selvom det irriterer hende, er hun begyndt at acceptere, at det er sådan, det er. Hun er blevet bedre til at respektere sine egne grænser og forlige sig med, at hun har brug for hjælp.

Når hun har en af de dårlige dage, ved hun, at det hjælper at tale om det. Så ringer hun til sine forældre eller venner og får hjælp til at blive hevet ud af de negative tankemønstre. Hun scanner stadig andre mennesker, men hun husker sig selv på, at det ikke er hendes skyld, hvis de har en dårlig dag. Langsomt, men sikkert er hun begyndt at drømme om fremtiden igen.

”Jeg håber, jeg kommer godt igennem mit studie, og at jeg får et job bagefter. Jeg håber, at jeg får mig en kernefamilie med en sød mand og søde børn. Jeg kan godt blive i tvivl nogle dage, men jeg har håbet,” fortæller Mette med et forsigtigt grin.

Ny strategi: Frontløberne fokuserer på de unges egne kulturprojekter

Frontløberne på Jægergårdsgade i Aarhus forandrer sig i øjeblikket. Den 13. marts fremlagde de på deres generalforsamling en strategi for, hvordan de skal fokusere mindre på sig selv og mere på at realisere de unges egne kulturprojekter.

Af Ida Sejersdal Dreiager

Lidt mere end 20 mennesker var samlet til Frontløbernes generalforsamling.

Frontløbernes fællesrum var engang delt i to, men nu er det ét stort lokale. Der er bordebænkesæt, køkken og plakater fra tidligere arrangementer på væggene. I et hjørne står en lille, orange kasse med bøger inden i og et digt skrevet med sort sprittusch uden på. Men der mangler et gulv. I stedet er der en god blanding af limrester og fundament. Der stikker gul isolation ud af en vindueskarm, og flere stedet er tapetet hullet.

Men det er ikke kun fællesrummet, der er under ombygning. I december 2016 blev 28-årige Torben Vinter leder af Frontløberne. Siden da er hele administrationen blevet skiftet ud. ”Vi lagde en ny strategi. Der var en idé om, hvem vi gerne ville have i huset, og der var også nogen, der skulle videre,” siger Torben Vinter.

Strategien fremlagde bestyrelsen på generalforsamlingen tirsdag d. 13. marts. Frontløberne skal have en skarpere profil. Projekthuset skal kunne rumme kulturen. De skal arbejde med viden og uddannelse. De skal markere sig med projekter ud i byen. Deres stemme skal være repræsenteret i medierne og kulturlivet. Frontløberne er under forandring.

En platform for kulturprojekter

I Det Blå Rum sidder tre mennesker fra det turkise telt og arbejder på Roots&Hybrid Festival 2018. Lidt længere inde trænger et dæmpet beat gennem døren ved Studie 3, hvor Parasol arbejder på deres musik. Bagest holder kulturbladet VINK redaktionsmøde. Frontløberne er en platform, hvor unge kan få plads til at udvikle og organisere deres egne kulturprojekter.

Det turkise telt har lejet et fast rum hos Frontløberne, hvor de kan arbejde på deres projekt.

Netop det, at de unges egne projekter er i fokus, er et af de vigtigste punkter i Frontløbernes nye strategi. På generalforsamlingen taler Torben Vinter om at skelne mellem projekter med unge og projekter af unge.

”Tidligere havde man en idé om, at det var Frontløberne, som lavede projekter i huset sammen med unge. Jeg vil gerne invitere kulturelle iværksættere ind, der bruger huset til at lave deres egne projekter. Så det er en projektplatform, der understøtter projekter, som er indenfor vores DNA.”

Frontløberne vil stadig være synlige i kulturlivet med deres egne projekter, men en meget større del skal udspringe fra de unge selv.

Frontløberne vil have formålsdrevne projekter

Projekter med Frontløbernes DNA, er projekter med formål. Det turkise telt er ifølge Vinter et godt eksempel. De arbejder på kulturprojektet Roots&Hybrids Festival. Samtidig vil de sætte fokus på at udbrede den musik, der opstår, når lokale og eksotiske musikkulturer mødes i vores samfund. Roots&Hybrids et forsøg på at sætte navn på den type musik.

Med den nye strategi, er det den slags projekter, Frontløberne vil have flere af. Men helt nyt er det faktisk ikke. ”Langt hen af vejen er det tilbage til rødderne og til det, Frontløberne var i slut 80’erne: Den her platform for kulturprojekter, som gerne vil gøre en forskel for Aarhus og verden,” siger Torben Vinter med et smil.

Rammerne skal være understøttende

Selvom Torben Vinter ønsker fokus på de unges egne projekter, håber han, at de vil føle sig som en del af fællesskabet hos Frontløberne. Det er nemlig også ambitionen, at de unge skal finde netværk på tværs og derigennem få inspiration og nye input til deres projekter.

Derfor skal de have et hus, der kan danne ramme for det fællesskab. Og derfor er renoveringen i fuld gang. ”Vi skal skabe en ramme, som ligner noget, man gerne må bruge og slide, samtidig med at det også skal være funktionelt og pænt.”

Torben Vinter er ikke typen, der har beskedne håb for fremtiden. Frontløbernes motto er: ”Vi gør det sgu!” Og det skal lederen også selv leve op til. ”Min vision er at skabe Danmarks førende ungdomskulturplatform,” siger han afslutningsvis med et grin.